Vedtægter Foreningen Molsværket
Her finder du vedtægterne for Foreningen Molsværket. Formål, medlemmer, bestyrelse, husråd med videre.
1. NAVN OG HJEMSTED
1.01 Foreningens navn er Foreningen Molsværket.
1.02 Foreningen har hjemsted i Syddjurs Kommune.
2. FORMÅL
2.01 Foreningens formål er på almennyttigt (not for profit) grundlag:
2.02. At fremme og understøtte udviklingen på Mols og Helgenæs, ved
2.03 at stille rammer til rådighed for udvikling og organisering af samarbejde og fællesskaber mellem borgere i alle aldre, institutioner, foreninger og det offentlige på Mols og Helgenæs, i og omkring Molsværket
2.04 herunder at understøtte idræt, kultur og sociale aktiviteter.
2.05 Med henblik på opfyldelse af formålsbestemmelsen kan Foreningen tilvejebringe kapital, erhverve og afhænde aktiver, modtage bidrag fra myndigheder, virksomheder, private personer, institutioner, organisationer, fonde m.v.
3. MEDLEMMER
3.01 Syddjurs Kommune.
3.02 Foreninger, institutioner, organisationer mv. med mere end 400 medlemmer.
3.03 Foreninger, institutioner, organisationer mv. med mere end 100 medlemmer.
3.04 Grupper, foreninger, institutioner med mere end 50 medlemmer.
3.05 Grupper, foreninger mv. med mindre end 50 medlemmer.
3.06 Med bestyrelsens godkendelse optages medlemmer, der ønsker at deltage i og medvirke aktivt til Foreningens aktiviteter og formål. Medlemskabet ophører, når et medlem ikke længere er aktivt medvirkende som bruger af Molsværket.
3.07 Medlemmerne betaler et kontingent- og/eller et medlemsbidrag, som fastsættes af bestyrelsen inden udgangen af august måned for det følgende kalenderår. Kontingent og/eller medlemsbidrag kan fastsættes forskelligt for forskellige medlemskategorier.
3.08 Udmeldelse kan ske med 3 måneders skriftligt varsel til et års udgang.
3.09 Medlemmer, der modarbejder Foreningens interesser eller udøver en for Foreningen skadelig virksomhed kan ekskluderes ved beslutning i bestyrelsen med 2/3 flertal. Bestyrelsens afgørelse er endelig.
4. GENERALFORSAMLING
4.01 Generalforsamlingen, der er offentlig, er Foreningens højeste myndighed.
4.02 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned.
4.03 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen eller mindst 1/3 af Foreningens medlemmer skriftligt fremsætter ønske herom. Ekstraordinær generalforsamling skal være indkaldt senest 1 måned efter at ønske herom er fremsat.
4.04 Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen elektronisk til medlemmerne med 4 ugers varsel og annonceres i den lokale presse med mindst 2 ugers varsel. I indkaldelsen skal angives, hvilke anliggender der skal behandles på generalforsamlingen. Såfremt forslag til vedtægtsændringer skal behandles på generalforsamlingen, skal forslagets væsentligste indhold angives i indkaldelsen.
4.05 Emner, der ønskes behandlet på generalforsamling, skal fremsættes skriftligt til bestyrelsen senest 7 dage efter indkaldelsens udsendelse.
4.06 Inden 1 uge før generalforsamlingen sendes elektronisk til Foreningens medlemmer den endelige dagsorden for generalforsamlingen med de dertilhørende bilag.
4.07 Stemmeret på generalforsamling.
På generalforsamlingen har medlemmerne stemmeret som følger:
- Det i 3.01 nævnte medlem har på generalforsamlingen 10 stemmer.
- De i 3.02 nævnte medlemmer har på generalforsamlingen hver 10 stemmer.
- De i 3.03 nævnte medlemmer har på generalforsamlingen hver 4 stemmer.
- De i 3.04 nævnte medlemmer har på generalforsamlingen hver 2 stemmer.
- De i 3.05 nævnte medlemmer har på generalforsamlingen hver 1 stemmer.
De enkelte repræsentanter afgør selv, hvordan de fordeler stemmerne. Dette meddeles ved ankomst til generalforsamlingen.
4.08 Dirigenten leder forhandlingerne på generalforsamlingen og afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde, stemmeafgivning og dennes resultat.
4.09 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning om Foreningens virksomhed i det forløbne år.
3. Forelæggelse af revideret årsrapport til godkendelse.
4. Evt. indkomne forslag fra bestyrelse eller Foreningens medlemmer.
5. 1 Orientering om udpegning af Syddjurs Kommunes bestyrelsesmedlem jf. punkt 5.01.01.
5.2 Valg af bestyrelsesmedlemmer, jf. 5.01.02.
6. Valg af revisor.
7. Eventuelt.
4.10 De på generalforsamlingen behandlede anliggender afgøres ved simpelt flertal, medmindre vedtægterne foreskriver andet. Stemmeret kan kun udøves ved medlemmets tilstedeværelse.
4.11 Der udarbejdes et referat fra generalforsamlingen, der underskrives af dirigenten.
4.12 Ved stemmelighed er Borgerforeningen Mols' stemmeafgørende.
5. BESTYRELSE
5.01 Foreningen ledes af en bestyrelse på 5-7 medlemmer, der skal være i besiddelse af komplementære kompetencer, der modsvarer Foreningens formål, behov og udvikling. Bestyrelsen sammensættes som følger:
5.01.01 Syddjurs Kommune udpeger 1 bestyrelsesmedlem for 2 år ad gangen.
5.01.02 De i 3.02-05 nævnte medlemmer vælger på generalforsamlingen 4 bestyrelsesmedlemmer for 2 år ad gangen således at der hvert år vælges 2 bestyrelsesmedlemmer.
5.02 De i 5.01.01 og 5.01.02 nævnte bestyrelsesmedlemmer kan med henblik på at sikre de i 5.01 nævnte komplementære kompetencer udpege 1-2 bestyrelsesmedlemmer.
5.03 På det første bestyrelsesmøde umiddelbart efter den ordinære generalforsamling konstituerer bestyrelsen sig og vælger en formand og en næstformand.
6. BESTYRELSENS VIRKSOMHED
6.01 Bestyrelsen kan ansætte en daglig leder til varetagelse af Foreningens daglige ledelse og drift.
6.02 Bestyrelsen fastlægger med bindende virkning for medlemmerne en til enhver tid gældende husorden og øvrige retningslinjer for medlemmernes brug af Molsværket.
6.03 Formanden skal sørge for, at bestyrelsen holder møde, når dette er nødvendigt. Formanden skal indkalde bestyrelsen, når et medlem af bestyrelsen, den daglige ledelse eller revisor fremsætter begæring herom.
6.04 Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsens medlemmer og formanden eller næstformanden deltager i mødet.
6.05 Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt stemmeflertal, medmindre andet er anført i disse vedtægter. Formandens stemme er i tilfælde af stemmelighed afgørende.
6.06 Der udarbejdes et referat af bestyrelsesmødet, der godkendes af samtlige medlemmer af bestyrelsen. Et bestyrelsesmedlem, der ikke er enig i bestyrelsens beslutninger, har ret til at få sin mening indført i referatet. Samme ret har den daglige leder.
6.07 Bestyrelsen skal ved en forretningsorden træffe nærmere bestemmelse om udførelsen af bestyrelsens arbejde.
6.08 En næstformand træder i formandens fravær i enhver henseende i formandens sted.
6.09 Bestyrelsen kan meddele fuldmagt (prokura).
7. HUSRÅD
7.01 Bestyrelsen kan vælge at nedsætte et husråd. Husrådets opgave er at medvirke til dialog og samarbejde mellem de forskellige parter og at øve indflydelse på væsentlige beslutninger vedrørende Molsværkets drift. Husrådet skal sammen med den daglige leder søge at skabe de bedste betingelser for alle brugere af Molsværket.
7.02 Kommissorium for husrådet fastsættes af bestyrelsen, som også godkender senere ændringer. Såvel husrådet som medlemmer af brugergrupper og foreninger kan fremkomme med forslag til ændringer af kommissorium.
7.03 Bestyrelsen kan efter at have indhentet udtalelse fra husrådet beslutte at nedlægge rådet, såfremt det ikke virker efter hensigten.
8. TEGNING OG HÆFTELSE
8.01 Foreningen tegnes af bestyrelsens formand eller næstformand i forening med den daglige leder, et bestyrelsesmedlem eller af hele bestyrelsen.
8.02 For Foreningens forpligtelser hæfter alene Foreningens formue. Der påhviler ikke Foreningens medlemmer nogen hæftelse for Foreningens forpligtelser.
9. ÅRSREGNSKAB
9.01 Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
9.02 Første regnskabsår løber fra stiftelsen til 31. december 2023.
9.03 Inden 5 måneder efter hvert regnskabsårs udløb udarbejder bestyrelsen eller den daglig leder i overensstemmelse med lovgivningens og vedtægternes regler herom en årsrapport.
10. REVISION
10.01 Revisionen foretages af en statsautoriseret revisor eller registreret revisor valgt af generalforsamlingen. Den af revisor reviderede årsrapport forelægges med revisors påtegning den ordinære generalforsamling til godkendelse.
11. UDDELING OG OVERSKUDSANVENDELSE
11.01 I overensstemmelse med formålsbestemmelsen træffer bestyrelsen beslutning om anvendelse af Foreningens midler.
11.02 Bestyrelsen kan foretage rimelige henlæggelser til konsolidering af Foreningen.
11.03 Bestyrelsen kan ikke tillægge bestyrelsesmedlemmer, revisorer og personer, der indtager en ledende stilling i Foreningen, andre ydelser end et vederlag, som ikke må overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang. Tilsvarende gælder for den, der er knyttet til en af de nævnte personer ved ægteskab eller fast samlivsforhold og deres mindreårige børn.
11.04 Ydelse af lån og sikkerhedsstillelse for lån til den i 11.03 nævnte kreds er ikke tilladt.
11.05 Ethvert aktiv, som Foreningen ejer eller fremtidig erhverver, skal lyde på Foreningens navn og skal så vidt muligt noteres som tilhørende denne.
12. ÆNDRING AF VEDTÆGTER OG OPLØSNING
12.01 Forslag om ændringer af Foreningens vedtægter eller om Foreningens opløsning kan kun behandles, når forslag herom er optaget på dagsordenen for en generalforsamling, og skal for at få gyldighed vedtages af generalforsamlingen med simpelt flertal, for så vidt angår opløsning dog 2/3 flertal.
12.02 Hvis Foreningen opløses, skal en eventuel formue tilfalde en anden forening eller lignende, som er hjemhørende her i landet eller i et andet EU/EØS-land og har et alment velgørende eller på anden måde almennyttigt formål efter bestyrelsens beslutning.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 23. januar 2023.
Dirigent: Advokat Bruno Månsson
I bestyrelsen:
Grith Mortensen, formand
Niels Søren Rasmussen, næstforman
Claus Peter Olesen
Kasper Ø. Nissen
Mogens Varsted
Claus Gustav Petterson