Viggo Tømmerås bliver kok og madkunstner på Molsværket
Molsværket står færdigt inden længe, ikke helt færdigt endnu, men det nærmer sig med hastige skridt. Og nu er kokken også fundet.
Molsværket står færdigt inden længe, ikke helt færdigt endnu, men det nærmer sig med hastige skridt. Og nu er kokken også fundet.
Viggo Tømmerås bliver Molsværkets madkunstner og kok. En rutineret kok, der blandt andet har stået for mad til 200 sultne mand på en byggeplads i Nordnorge, kok på Ebeltoft Skole, køkkenleder / instruktør på en lejrskole og kok på Fregatten Jylland for blot at nævne noget. Derudover kender Viggo også rigtig meget til den frivillige verden og er blandt andet fodbolddommer i sin fritid, volleyball-træner og har i mange år været aktiv frivillig i fodboldregi. Viggo er oprindeligt fra Norge, men har i mange år boet i Ebeltoft med sin familie.
Viggo siger om sin motivation for at søge jobbet på Molsværket: ”Jobbet som kok på Molsværket er lige mig. Her kan jeg få praktiseret, det jeg brænder mest for, nemlig god og sund mad, i en kombination med idræt og kultur – at omgås glade mennesker og være koordinator for, at maden på Molsværket bliver et naturligt samlingspunkt for Mols og omegn. Ja og så glæder jeg bare rigtig meget til at komme i gang!”.
På Molsværket skal Viggo og Madhuset være med til at skabe rammerne for et væld af aktiviteter i et multikulturelt sted, hvor alle aldersgrupper mødes; idrætsaktiviteter i hallen og gymnastiksalen, børnene i børnehusets lege, skolens elever mødes i pausen mellem skole og fritidsaktiviteter, sang, dans, foredrag, møder, konfirmationsundervisning i multisalen og ikke mindst fællesspisninger. Madhuset starter op med at lave mad til børnehuset, og køkkenet vil i fremtiden have en central rolle i forhold til at skabe liv og fællesskab på Molsværket. Kun ressourcerne, de frivillige kræfter, de fælles drømme og ambitioner sætter rammerne for, hvad Molsværket skal lykkedes med.
Pia Katballe, der er værkfører på Molsværket siger; ”Jeg glæder mig til at vende ideer og knokle løs med at få hverdagen til at spille sammen med Viggo – og til at vi sammen med de mange frivillige får Molsværket til at blive et levende sted, hvor vi falder over hinanden, når vi skal i hallen, i børnehave, skole, til fest, til foredrag, fodboldkampe på storskærm, erhvervsarrangementer mm. Her bliver maden og Viggos afsæt jo et helt centralt omdrejningspunkt. Jeg har mødt så meget engagement i min opstart som værkfører, så det lover godt!”.
Inden længe kommer datoen for den officielle indvielse, når der bliver inviteret til en uformel folkefest.