Er du lige flyttet til?
Er du lige flyttet til Mols og Helgenæs? Velkommen til :-) Vi håber, du bliver rigtig glad for at bo her.
Her på siden finder du informationer om både det praktiske og det sjove.
Få overblik over aktører på Mols og Helgenæs under "Mød Mols".
Borgerforeningen Mols
Du er landet i et område, hvor der er gode muligheder for at være med i fællesskaber, der skaber udvikling og løfter området til gavn for alle.
Borgerforeningen Mols - distriktsråd for Mols og Helgenæs er vores lokale distriktsforening, der løfter mange opgaver i forhold til de vilkår, vi generelt har i området, inden for fx logistik og sundhed. Borgerforeningen står fx for at lave høringssvar, når der er ændringer på vej fra politisk hold. Borgerforeningen støtter en lang række lokale initiativer og står selv for grundlovsfest og juletræer. Vi kan også takke Borgerforeningen for delebilen i Knebel og for fibernet i hele området.
Det koster 100 kroner om året at være medlem. Jo flere vi er, jo større indflydelse får vi.
Læs mere om borgerforeningen her
Mols i Udvikling
Mols i Udvikling er en paraplyorganisation af frivillige under Borgerforeningen Mols. Mols i Udvikling består af en række grupper, der arbejder med forskellige emner, fx adgang til naturen, madfællesskaber, kultur og bosætning. Derudover deltager en række lokale institutioner i arbejdet, nemlig Molsskolen, børnehaverne, idrætsforeningen IF Mols, de lokale kirker, ældrecenteret Lyngparken og borgerforeningen.
Mols i Udvikling er åben, og hvis I er to, der har en god ide, er der gode muligheder for at starte en ny gruppe i Mols i Udvikling. Du kan også bidrage som frivillig i nogle af de eksisterende grupper.
Brunch for nytilflyttede
Hvert efterår inviterer Bosætningsgruppen under Mols i Udvikling til brunch for alle, der er flyttet til området for nylig.
Følg med på Mols i Udviklings Facebookside og i kalenderen her på sitet.
Du kan også kontakte Bosætningsgruppen, hvis du gerne vil i kontakt med andre, der lige er flyttet til området.