Film om at være tilflytter
Fra Nørrebro til Mols
Lise Rousing og Barnaby Stig Swann Pedersen flyttede til Mols med deres to børn fra Nørrebro i 2017, og det har de ikke fortrudt. I to korte film fortæller Barnaby og Lise om deres bekymringer inden flytningen - og hvordan det har været at lande på Mols i et helt nyt kapitel fyldt med natur, køreture, kummefryser, fritidsaktiviteter og nye fællesskaber.
Bekendtskabet med Mols startede med weekendbesøg hos en af Lises veninder fra biologistudiet, som var rykket til Mols: "Vi havde faktisk lidt en følelse af at komme hjem, når vi tog på weekend og tog på ferie", fortæller Lise.
Ideen om at flytte fra Nørrebro til Mols opstod, og med den bekymringer om det store skifte fra storby til landliv: Kunne de få job? Ville børnene trives? Hvordan ville hverdagslogistikken være? Og var det muligt for alle at skabe nye venskaber og få et godt lokalt netværk?
"Hvis vi havde vidst alt det dengang, som vi ved nu. Ja så var vi rykket meget tidligere", fortæller Barnaby.
"Der var en masse bekymringer, som man godt kunne have kastet til side", supplerer Lise. For det vidste sig, at livet på Mols havde rigtig meget at byde på.
Se de to film til højre og hør familiens beretning om at flytte til.